ROSENDAHL DESIGN GROUP A/S ÅRSRAPPORT 2019 • LEDELSESBERETNING KÄHLER Siden Herman A. Kähler grundlagde sit keramikværksted i Næstved i 1839, er Kähler blevet et synonym for dansk keramikdesign i absolut topklasse med serier, der har gået deres sejrsgang verden rundt - til stadighed med respekt for historien, fokus på håndværket og i moderne tid med det klassiske ”HAK”-logo i bunden af alle værker. I 2019 kunne vi fejre Kählers 180-års jubilæum, hvilket blev markeret med en række særlige jubilæumsprodukter, samt en fejende flot udstilling af nye og gamle produkter sammen, på Den Frie ved Østerport i København. I små to århundreder har Kähler således tegnet konturen af dansk, demokratisk kunstkeramik. Brandet trækker som få andre aktører på en tradition for innovative glasurer, kreativ formgivning og markante kunstnersamarbejder, og i efteråret 2019 skrev Kähler videre på designhistorien i samarbejde med Turi Heisselberg Pedersen. Med Kontur satte den anerkendte keramiker sit matte glasurarbejde og arkitektoniske former på en vaseserie i fem varianter, der passer til forskellige blomsterstemninger fra den enkle, eksotiske stilk til de store bundne buketter. Den skulpturelle nyhed Kontur er afledt af en række unikavaser skabt af Turi Heisselberg Pedersen til Kählers 180-års jubilæum og hylder dermed Kählers mission om at skabe kunst til folket og stærke objekter til moderne indretning. Vi lancerede 66 nyheder i Kähler i 2019 og listen over de bedst solgte produkter viser, at Hammershøi-stellet vokser i popularitet hos kunderne. Vi har store forventninger til Kähler i 2020, hvor det populære julestel får følgeskab af blandt andet et påskestel. 25
Download PDF fil